Nyheder » Skåne Danmark Kampen 2016
Skåne - Danmark kampen 2016
Skåne – Danmark kampen satte den 4. juni et fint punktum for en flot og spændende konkurrencesæson.

Konkurrencen blev indledt med demi grupper og grupper. Selvom både den danske rekrutgruppe fra Ballerup og juniorgruppe fra Øbro havde hævet niveauet fra DM og kørte fint, vandt Skåne denne kategori med i alt 39,05 i forhold til Danmarks 26,16.

I rekrutrækken var der debut til Alma og Marie begge fra Ballerup, Asta fra Ølstykke, Agnes, Astrid, Salma og Vega alle fra Øbro. De klarede det rigtig fint og hævede endda deres niveau i nogle af deres serier i forhold til DM. Flot klaret, da der jo var internationale dommere repræsenteret ved dommerbordet. Skåne vandt kategorien med i alt 59,05 i forhold til Danmarks 51,65. Kun point fra de tre bedste gymnaster fra hvert hold indgår i det samlede reultat.

I juniorrækken repræsenterede Josefie fra Hjerting, Isabella fra Ballerup, Joline fra TIK, Emilie fra Hjerting og Luna fra TIK Danmark. Denne kategori var særlig spændende, da Danmark var repræsenteret med de 4 gymnaster, der deltog ved nordisk mesterskab, mens Skåne kun var repræsenteret med en deltager fra nordisk mesterskab. De danske juniorer kørte forholdsvist stabilt og med et højt niveau, dog ikke uden fejl. Danmark tog sølv gennem Josefie og bronze gennem Isabella. De øvrige juniorer tog endvidere 4. pladsen, 6. pladsen og 9. pladsen. Vi vil gerne fremhæve, at Luna kørte en rigtig fin boldserie og sikrede sig en af sine højeste karakter i år. Danmark vandt denne kategori med 104,04 i forhold til Skånes 99. Kun point fra de tre bedste gymnaster fra hvert hold indgår i det samlede resultat.

Sidste kategori var seniorrækken, hvor Skåne desværre kun stillede med 2 seniorer, herunder den svenske seniormester Olivia Kristersson-Nilsson. Kun point fra de to bedste gymnaster fra hvert hold talte derfor med. Skåne vandt denne kategori med 76,9 point i forhold til Danmarks 72,7.

Danmark var repræsenteret med alle seniorer fra 1. division (Nicoline, Emma, Victoria, Jessica og Maja alle fra TIK og Eva fra Øbro), hvor Nicoline og Emma kørte bedst og tog henholdsvis sølv og bronze. Ligesom juniorerne havde seniorerne svært ved at holde niveauet fra DM, bortset fra Jessica og særligt Maja, der faktisk hævede sit niveau fra DM. Seje Victoria bør fremhæves for at gennemføre konkurrencen med en brækket lille tå. Ingen af gymnasterne kørte dog uden fejl.
info@rgfriendsdenmark.dk - CVR 36142944