Nyheder » SM 2019
Sjællandsmesterskaberne 2019

 
Greve Gymnastik og Trampolin var vært for Sjællandsmesterskaberne 2019 
Ligesom sidste år var Greve Gymnastik og Trampolin vært for Sjællandsmesterskaberne 2019, og ligesom sidste år leverede de en flot ramme, super forhold for gymnasterne og en fin afvikling af konkurrencen. Nogle havde måske troet, at Greve ville gå ned i ”udstyr”, når konkurrencen ikke kunne holdes i Greve Hallerne, men blev holdt på Holmeagerskolen. Men sådan blev det ikke: Der var både træningshal med tæpper, en flot konkurrencehal med bander, bagtæppe og et flot rengjort konkurrencetæppe 😊

Mesterskaberne blev holdt over to dage med spænding, flotte præstationer og en god opbakning til gymnasterne. Greve Gymnastik og Trampolin både indledte og afsluttede med at pointere, at det ikke kun gælder om at vinde, men om at gøre det bedre end sidst og fokusere på egen udvikling.

RG Friends kunne ikke være mere enig; i enhver sport er det vigtigt at fokusere den enkelte atlets mål og udvikling, hvor også en præstation, der ikke giver medalje, kan være bemærkelsesværdig og en sejr for den enkelte atlet og træner. Som vi tidligere har skrevet, er rytmisk sportsgymnastik ikke bare verdens smukkeste sport, men også en af de sværeste. Den kræver smidighed, elegance, koordination, redskabshåndtering og musikindlevelse, men også mange mange timers træning og hårdt arbejde. Derfor er det vigtigt at fokusere på den enkelte gymnasts præstation og udvikling uanset placering.

Konkurrencens første dag
Konkurrencen blev indledt med grupper og duoer. Dejligt og positivt at se hele 8 duoer i minirækken og 4 duoer i rekrutrækken. Med blikket rettet mod de Nordiske Mesterskaber 2020 er der brug for flere junior- og seniorduoer, så Danmark kan været fuldt repræsenteret.

Efter grupper og duoer var rekrutterne de første individuelle i konkurrence, hvor Sarah Rosendahl fra Ølstykke Gf blev en sikker vinder med 26,050 point. Sarah var - efter overraskende at have vundet juniorrækken til Jyske Bank Pokalen - favorit, og hun leverede en stabil konkurrence.  På andenpladsen kom Anelija Shaginjan fra TIK, der kørte en god tovserie, med 21,650 point og på tredjepladsen Maria Grosser fra Ballerup Gf, der kørte tre stabile serier, med 21,450. Sofia Ryom fra Gf Øbro tog fjerdepladsen med rekrutrækkens bedste friserie, der blev belønnet med 10,500 point.

I pre-juniors fortsatte Ølstykke Gf med Yasmin Neumann, der tog sikker hånd om guldet med 36,150 point. Yasmin gennemførte en flot konkurrence med en super friserie og rigtig gode redskabsserier. Stort tillykke. På andenpladsen kom Ølstykkes Isabel Alcon, der kørte en stabil konkurrence med 30,850 point, mens Greves Freja Marie Jensen kom på tredjepladsen med 29,950 point. Freja kørte en rigtig god friserie, der blev belønnet med 10,050 point. TIKs Rebecca Odér tog hånd om fjerdepladsen.

Konkurrencens anden dag
På anden dagen lagde minirækken ud, hvor Greves Sofie H. Paaske tog hånd om guldet efter en flot gennemført friserie, efterfulgt af Rødovres Vasilisa Ricalovska, der med fine balancer og spring tog andenpladsen, og Anna Golubtsova, der med sin fine tovserier kørte minirækkens bedste redskabsserie og tog tredjepladsen. Tæt herefter fulgte Greves Nuriye S. Ilhan på en fjerdeplads og Øbros Nanna Silberbrandt på en femteplads, der gjorde sig bemærket med sine sjove og fine musikvalg og koreografier.

Trods en ustabil konkurrence med flere tab vandt TIKs Mie Hedelin senior 2 division med 13,550 point. På en flot andenplads kom TIKs Trine Rydiander med 11,750 point, der var et personligt bedste for Trine. Øbros Laura Andreasen kom på tredjepladsen med 8,800 point. Greves Celina Pedersen, der kørte en meget bedre tøndebåndsserie end til TIK Pokalen, tog hånd om fjerdepladsen.

I juniorrækken blev Alma Sofie Pedersen fra Ballerup Gf en sikker vinder med 40,700 point, hvor Alma viste fremgang i tov og en meget flot udført kølleserie, der blev belønnet med 12,800 point. Til gengæld var der spænding om de efterfølgende placeringer, hvor det først blev afgjort efter sidste serie, at Agnes Tuxen fra Gf Øbro tog sølv med 26,750 point og Ida Tian bronze med 26,250 point. Marie Mejnholt-Jakobsen fra Gf Ballerup tog fjerdepladsen med 26,100 point og Lise Bacher fra Ølstykke Gf femtepladsen med 25,150 point. Der er lagt op til spænding i kampen om sølv og bronze til DM 😊 Bemærkes bør TIKs Anna Christiansen og Maja Bay, der begge lavede deres personlig bedste i henholdsvis bold og tov.

I senior 1 division var der heller ikke spænding om første- og andenpladsen. Førstepladsen gik sikkert til Ballerups Isabella Schultz med 56,400 point efter en stærk og næsten fejlfri konkurrence med særligt en meget flot udført tøndebåndsserie, der blev belønnet med hele 15,200 point! TIKs Nicoline Sachmann tog ligeså sikkert hånd om sølvet med 45,150 point efter en usikker start med tøndebånd men ellers en stabil indsats dog med enkelte tab. Bemærkes bør Nicolines udtryksfulde boldserie. Der blev derimod spænding om tredjepladsen mellem Øbros Martha Ryom og Clara Ryberg, hvor Martha endte med at tage bronze med 25,800 point foran Clara med 24,800 point, der kørte en fin og stabil konkurrence.

Tillykke til de nye sjællandsmestre, medaljetagere og øvrige gymnaster og trænere!

Lidt betragtninger
Det er vigtigt, at rytmisk sportsgymnastik forbliver at være rytmisk – både af hensyn til den kunstneriske værdi for publikum, men også fordi det er et krav i Code of Points. Sporten bør ikke ende en ”elementsport” uden ide og brug af den valgte musik. Til inspiration kan man gense FIGs video med fokus på den artistiske del:
https://www.youtube.com/watch?v=rJhqb2qOcrc&app=desktop&fbclid=IwAR0lv8R79J5FV1VvIPJbLqmLkFKLjb3Y_v7LB003unl_E7aDaVDE47m-B8Y

Valg af musik er vigtig for koreografien og det kunstneriske udtryk. Koreografien skal som udgangspunkt afspejle musikken, der skal passe til gymnasten. Ifølge Bente Bjarnes stiller det særlige krav, når man har med børn og helt unge gymnaster at gøre. Børn og helt unge gymnaster bør ikke have en for stor og for voldsom musik. Den bør heller ikke være for dramatisk eller for klassik, da sådan en musik vil være svær at ”løfte” for et barn eller en helt ung gymnast.  Læs mere om koreografi, musikvalg og musikanalyse i Bente Bjarnes bog om Rytmisk Gymnastik.

What’s up next?
Den 30. og 31. marts holder landsholdstræner Alua Bekturova konkurrencen Friendsship Cup i Alkmar, Holland, hvor en stor dansk delegation deltager med gymnaster fra Ballerup Gf, FG 90, Hjerting If, TIK og Ølstykke Gf. Held og lykke 
😊 

Ellers er næste konkurrence regionsmesterskaberne for de jyske RSG gymnaster, der holdes den 6. april i Jysk Arena i Silkeborg. RG Friends håber meget at modtage input til en artikel om de Jyske Mesterskaber, da vi desværre ikke kan være tilstede. Herefter ser vi frem til DM i maj og Skåne-Danmark kampen, som afslutter sæsonen den 1. juni 😊
22.03.2019
info@rgfriendsdenmark.dk - CVR 36142944